Film Crit Hulk Smash: KINGSMAN And The Maybe-Genius Of Non-Winking SatireJeg læste dette essay med stor interesse men også med frustration, for hele vejen igennem tænkte jeg "Men Paul Verhoven gjorde det bedre..." Ham kommer Hulk selv ind på i sidste afsnit, og så kunne jeg bedre slappe af og tage stilling til hvad hun siger.
Det føles lidt pinligt at se nogen forklare en ekstremt åbenlys og tydelig vits, men Hulk har en del eksempler på professionelle filmkritikere som ikke kan se den tommetykke ironi, og jeg husker selv en fic jeg læste som viste at forfatteren havde overset en vigtig tematisk punchline om Arthur, som delvis spiller på noget genreviden om Michael Caine, så okay, folk som har set filmen og virkelig givet den deres opmærksomhed, såsom kritikere og fans, har misforstået den.
Men så siger Hulk at de eneste som hun kender som forstod filmens ironi er filmskabere som kan afkode filmens virkemidler og semiotik. Må jeg nu lige være her. Fans af genren kender genrens virkemidler, filmen taler til fans af genren, og filmen er ikke hverken subtil eller undergravende. Den giver seeren råt for usødet det som alle film i genren giver os, hverken mere eller mindre, men med en selvironisk formidling som er både humoristisk og med en smule verfremdungseffekt. Eneste genreundergravende element er at de to token female characters - der er en Strong Woman karakter og en prinsesse(!) som skal reddes og er en seksuel præmie til helten - bliver givet henholdsvis en character arc (ikke helt nok til at gøre hende til en strongly written character som er en kvinde, men dog derhenad) og egen seksuel lyst og agency. Resten er mere af det samme vi er vant til at få med genren.
Jeg er helt uenig med Hulks skjulte præmis at selvironi nødvendigvis er konfronterende på en despektiv og nedgørende måde, og at filmens ærinde er at stille os ansigt til ansigt med vores egne grimme impulser så vi får valget mellem at hæve os over dem eller give efter for dem. Og hendes vægtning af to markante scener, den ene et voldsorgie og den anden en sex-som-belønning-til-helten scene virker latterligt amerikansk bornert. Jeg tror der er en vis kulturel miskommunikation i den måde Hulk læser filmen, men jeg kan selvfølgelig heller ikke frigøre mig fra min egen baggrund og kontekst.
Jeg tror bare ikke på at voldsorgiescenen er et oplæg til seeren til at gøre op med sin egen holdning til meningsløs vold. Jeg tror for det første scenens absurditet skal være morsom, på samme måde som Hulks eget eksempel på en ironisk punchline der leger med spændingen mellem ens forventninger til den typiske udvikling i set-up og punchline og ens umiddelbare afstandstagen til samme:
"You know, with Hitler, the more I learn about that guy, the more I don't care for him."
- Norm McDonald
Du tror du ved hvor det bærer hen, og du ved også hvor du ville ønske det bar hen. Så bærer det faktisk derhen hvor du gerne ville, men i McDonalds vittighed med tør underdrivelse, i Kingsmans vittighed med karikeret overdrivelse. Måske er lidt kontekst på sin plads her: En agent har mistanke om et terrorangreb undervejs mod en hategroup. Han tager til møde i hategroupen, og han og seerne føler stærk afsky for deres hadefulde retorik. Set-uppet er et typisk moralsk dilemma, hvor hans pligt er at redde de afskyelige mennesker, og genrekonventionen er at han redder dem men derefter på en selvfed, quippy måde ydmyger deres leder og gør sin mangel på respekt klar, og/eller siger hategroupen er næste slyngel i rækken som får sin fortjente straf så snart de gør mine til at gøre noget kriminelt. Det som faktisk sker er at først kommer der et quippy putdown fra agenten, derefter myrder han hele bundet i en videofilmsagtig voldskoreografi sat til musik. Der er ingen motivation hos karaktererne, kun den ydre motivation påduttet af seeren. Der er ingen gritty "realisme" og horror, der er ingen antydning, hvor hændelsen er vigtig for plottet men vi vælger ikke at vise det, der er ingen sympati for ofrene a la Austin Powers hvor der kondoleres til de efterladte til Dr. Evils henchmen. Det er vold for voldens skyld, og det er vold for seerens skyld, og det er vold for ironiens og dermed
humorens skyld.
Jeg synes for det andet ikke der er noget i filmen som understøtter tolkningen at vi seere skal konfronteres med vores mørke selv. Måske finder Hulk meningsløs vold på film forkasteligt og mener at filmskaberne her kaster sandhedens klare lys på genren så vi rigtig kan skamme os over de sletskjulte lyster vi har som vi ikke vil stå ved, men helt ærligt, folk som ser voldsfilm for underholdningens skyld er da ikke uvidende om at det er det de ser, og de skammer sig ikke når andre siger at det er det de ser. Og det er sådan en voldelig film filmskaberne har skabt. Er det mest nærliggende ikke at vi skal føle os underholdt?
Tja, Hulk og jeg kan jo begge to kun gætte på filmskabernes intention, og vi kan kun se filmen fra hver vores subjektive vinkel. Jeg er enig med hende i at filmen har en ironisk tone, men jeg tror det er kærlig selvironi, ikke spiddende satire af publikum - selvom det da er en enormt interessant tanke, at satiren er over seernes reaktion og ikke over genren. Jeg synes filmen var okay, men heller ikke bedre, og den kan ikke måle sig med Paul Verhovens værker efter min smag.
Der var en masse mere jeg ville sige, men det har jeg glemt nu.
![[personal profile]](https://www.dreamwidth.org/img/silk/identity/user.png){kind=small}
