1. Det har jeg lagt mærke til, og jeg synes det er dejligt og befriende også :-)
2. Heller ikke mig. Jeg elsker engelsk, både æstetisk og for nytteværdien, og jeg har selv valgt at bruge det. Det er kun i visse situationer jeg føler et gruppepres og bliver ærgerlig.
3. Jeg ved det godt når jeg tænker mig om, men alligevel oplever jeg nogle gange at blive overrasket når jeg finder ud af hvor én er fra, og ved så at jeg underbevidst havde troet noget andet.
4. Jeg føler heller ikke jeg har brug for en sådan fest for at håndhæve min ret. Jeg ved ikke hvad andre vil have ud af det, og folk er vist slet ikke enige, men for mig handler det mere om synlighed og om at afmystificere og at omdefinere hvad er en forsamling og hvilke regler der derfor gælder. For når jeg fx skriver et indlæg i min egen blog kan det jo være en del af en Larger Discourse eller et indlæg i en Ongoing Debate, ikke? Og det kunne være henvendt til hele min circle, ikke? Og i de to situationer ville det være ret afvisende bevidst at skrive i et sprog som vanskeliggjorde forståelse meget mere for de andre, end det at skrive på vores fælles sprog ville vanskeliggøre det for mig. Men hvis jeg skriver noget kun om mig selv og hvordan jeg har det, eller kun henvendt til folk jeg kender her i Danmark, hvorfor skulle jeg så forvride hvad jeg siger for at tækkes dem og dække et behov de reelt ikke har? For jo, engelsk og dansk er tilstrækkeligt forskellige sprog til at man aldrig kan sige helt, helt det samme.
5. Jeps. Og jeg bliver ihvertfald dårligere og dårligere til dansk. Og har fået et grimmere og mere vulgært sprog, efter at have fået nye kolleger.
6. Er den ikke god, hvad!? :-D Den kan altid læses igen. Der er et eller andet ved en lurende travl arbejdsdag som frister en til at udskyde at gå i seng, for så skal man bare op og på arbejde...
Jeg synes det er lidt forskelligt hvor punktummet passer bedst. Tegnsætningswank kan jeg heldigvis grine af som tilskuer uden at lade mig gå på af det, haha.
no subject
2. Heller ikke mig. Jeg elsker engelsk, både æstetisk og for nytteværdien, og jeg har selv valgt at bruge det. Det er kun i visse situationer jeg føler et gruppepres og bliver ærgerlig.
3. Jeg ved det godt når jeg tænker mig om, men alligevel oplever jeg nogle gange at blive overrasket når jeg finder ud af hvor én er fra, og ved så at jeg underbevidst havde troet noget andet.
4. Jeg føler heller ikke jeg har brug for en sådan fest for at håndhæve min ret. Jeg ved ikke hvad andre vil have ud af det, og folk er vist slet ikke enige, men for mig handler det mere om synlighed og om at afmystificere og at omdefinere hvad er en forsamling og hvilke regler der derfor gælder. For når jeg fx skriver et indlæg i min egen blog kan det jo være en del af en Larger Discourse eller et indlæg i en Ongoing Debate, ikke? Og det kunne være henvendt til hele min circle, ikke? Og i de to situationer ville det være ret afvisende bevidst at skrive i et sprog som vanskeliggjorde forståelse meget mere for de andre, end det at skrive på vores fælles sprog ville vanskeliggøre det for mig. Men hvis jeg skriver noget kun om mig selv og hvordan jeg har det, eller kun henvendt til folk jeg kender her i Danmark, hvorfor skulle jeg så forvride hvad jeg siger for at tækkes dem og dække et behov de reelt ikke har? For jo, engelsk og dansk er tilstrækkeligt forskellige sprog til at man aldrig kan sige helt, helt det samme.
5. Jeps. Og jeg bliver ihvertfald dårligere og dårligere til dansk. Og har fået et grimmere og mere vulgært sprog, efter at have fået nye kolleger.
6. Er den ikke god, hvad!? :-D Den kan altid læses igen. Der er et eller andet ved en lurende travl arbejdsdag som frister en til at udskyde at gå i seng, for så skal man bare op og på arbejde...
Jeg synes det er lidt forskelligt hvor punktummet passer bedst. Tegnsætningswank kan jeg heldigvis grine af som tilskuer uden at lade mig gå på af det, haha.